Genudgivelse

Genudgivelse

Jeg skrev i et tidligere indlæg for lææænge siden, at der ville komme en toer til Pigen fra Månehøjen her i 2018. Det gør der så ikke. Til gengæld kommer der en redigeret genudgivelse til november, udgivet af forlaget Ulven og Uglen.

Uh, det glæder jeg mig rigtig meget til.

Men hvorfor ikke fortsætte med at selvudgive? Hvorfor nu pludselig starte forfra sammen med et forlag?

Når man selvudgiver, står man stort set for det hele selv. Man er ikke bare forfatter, man er redaktør, korrekturlæser, designer og layouter, illustrator, marketingsassistent, social media manager og sælger, m.m. Med mindre man kan betale sig fra det. Det kan jeg så ikke. Og derudover har jeg fuldtidsjob ved siden af, og børn, kat, hus og have, der kræver opmærksomhed fra tid til anden. Jeg havde brug for at kunne koncentrere mig mest om forfatter-delen, og derfor fortrød jeg valget at selvudgive min bog. Derfor kontaktede jeg et forlag.

Heldigvis antog Ulven og Uglen Pigen fra Månehøjen, og vi er nu igang med at gøre den endnu bedre ;) Det er faktisk ret fedt at få lov til at arbejde sammen med en redaktør og få chancen for at rette op på noget, man måske har fortrudt efter udgivelsen. Der bliver strammet op og justeres her og der, ligesom der også kommer kapitler set fra Leanders synsvinkel. Lægger en lille bid op på Facebook-siden en af dagene.

Første bog bliver så første del af den nuværende Pigen fra Månehøjen. Mens bog 2 bliver … wait for it … anden del af den eksisterende bog. Men altså redigeret og gjort ved og med helt nye kapitler set fra Leanders synspunkt. Bog 3 bliver så den, jeg oprindeligt havde lovet som bog 2 her i 2018.

Forvirret?

Det skal du ikke være. Men jeg håber, I glæder jer lige så meget til november, som jeg gør, hvor Pigen fra Månehøjen udkommer i en helt spritny version.

P.s. Søen på billedet kommer direkte fra Bragimark. Måske. Det kunne den i hvert fald godt ;)