Memory Lane

Din allerførste bog

Jeg kom til at sidde og kigge på bogblogger.dk i dag og læste om anmelderne, der skulle nævne den første bog, de havde læst. De fleste kunne så ikke helt huske det, men nævnte bl.a. Thøger Birkeland-bøger, Troldepus-serien og Astrid Lindgren. Man kom da sådan helt i et nostalgisk lune.

Den bog, det hjalp mig til at knække læsekoden var dyrene i Hakkebakkeskoven. Så det må nok være min den første. Jeg husker tydeligt, at jeg memorerede hele første side og gik og blærede mig med, at nu kunne jeg læse.

Ellers er nogle af de allerførste bøger, der har gjort indtryk på mig fx historien om Remi i ”Frændeløs”. Så læste jeg 1001 nats eventyr, og der var noget med en bog om sirener, der var hule i ryggen – den var jeg ret betaget af. Men en, som jeg husker tydeligt var ”Den Fremmede” af Ruth Park. Jeg elskede den. Den handlede om en pige, der rejste tilbage i tiden. Og så var der nogle børn og en børneleg i nutiden, som vist nok var opkaldt efter hende i fortiden. Og så var der den her lidt søde dreng og sådan. Og så var der en anden bog med en pige, der hed Helen, som havde meget kraftige krøller, og der var en forbrydelse og endnu en sød dreng og sådan. Er ikke så god til at huske titlerne, men husker romancerne. Åh jo.

Min bibliotekar i skolen sendte mig også engang hjem med en bog om en stakkels lille jødedreng i Nazityskland. Den læste jeg. Så sendte hun mig hjem med ”Jane Eyre”. Den fik jeg aldrig læst.

Senere var der ”Lange, røde negle”, og der var ”Heksens Kat”, ”Heksens Søster” og endnu en, jeg har glemt titlen på. Og så selvfølgelig Dennis Jürgensen. Elskede især ”Jord i hovedet”.

Hvad var din første bog?