Open Search

Er du bogblogger?

laeserdufantasy

Der er kommet et nyt punkt oppe i den globale menu herover. “Hej bogblogger” står der. Kan I se det? Yes yes, lige der. Jeg er ikke så god til at læse bogblogs, men jeg følger rigtig mange danske og udenlandske bogbloggere på Instagram, og der finder jeg tonsvis af inspiration til hvad jeg skal læse næste gang. Fx har jeg lige opdaget “Paper Princess” af Erin Watt. Dén skal tilføjes tbr-listen.

Men bogbloggere er jo en forfatters bedste ven. En læser og en anmelder i et. Sweet! Og de får slet ikke penge for det. De gør det, fordi de elsker bøger og elsker at læse. I USA og Canada kan man hyre sådan nogle prof typer, der arrangerer book tours og har en hel masse bogbloggere tilknyttet, og de hopper så på en titel, hvis de synes den lyder interessant. Det er en fantastisk måde at komme ud til potentielle læsere på. Men jeg har ikke lige umiddelbart kunnet finde sådan nogle prof typer her i Danmark. Så jeg tænkte, jeg ville forsøge mig med noget pull-teknik. Kom til mig.

Please?

Er du bogblogger og kunne du tænke dig at anmelde Pigen fra Månehøjen, så udfyld formularen lige her og få tilsendt et anmeldereksemplar. Når bogen er klar selvfølgelig. Ultimo oktober ca.

Jamen, Facebook, teksten er jo en del af billedet!!

Jamen, Facebook, teksten er jo en del af billedet!!

Oprettede en Facebook fan-side, eller hvad det nu hedder nu til dags. Fordi jeg kom i tanker om, at man kan booste opslag på sådan en side og dermed nå ud til flere end bare sine venner og bekendte. Ui! Så taste, taste, taste – opret side. Lave indlæg med link og booste. Woooot!

Men så kom Facebook tilbage og sagde, at mit opslag var ulovligt. Øh, hvad? Så måtte jeg jo til at læse retningslinjerne, og fandt ud af, at teksten ikke må fylde mere end 20 % af billedet. Men det var jo et link? Hvor jeg ikke kunne fjerne billedet? Jeg føler mig uskyldigt dømt, Facebook. Men det er vist noget med at Facebook ikke sådan lige hurtigt kan spore, hvis der står noget gris på billeder, og så kan det jo ende med at florere i timevis, før de får det stoppet. Eller noget. I teorien kunne man jo bare skrive noget slibrigt med rigtig små bogstaver.

Nå, så lave nyt opslag, hvor billedet ikke havde tekst på sig. Og så blev mit boost godkendt. Tilsyneladende rammer jeg mest piger i 13-17-års alderen. Om de vil af med deres penge til et bogprojekt, er usikkert. Men så får de da i hvert fald kendskab til titlen. Håber jeg.

P.s. Skal nok finde et mindre kyklop-agtigt billede af mig.

Kom så, ud på det dybe vand med dig

Jeg synes, det er lidt grænseoverskridende, sådan at smide noget derud i verden under eget navn, og tilmed så ens kolleger og nære omgivelser får indblik i det. Før, med pseudonymet, har jeg jo gået og gemt mig, og jeg har da absolut aldrig pralet højt og flot med mine skriverier. Jeg forbød fx kategorisk en af mine lærere at kontakte lokalpressen, da min allerførste ungdomsroman udkom. For allerhelst ville jeg jo bare gerne skrive og være dybt anonym, mens folk købte mine bøger, uden at vide, hvem jeg var.

Men sådan fungerer det åbenbart ikke.

Så nu er jeg på vej derud, ud i det åbne, hvor jeg står ved det, jeg skriver, og helt uden af dø over, at folk jeg ser hver dag, rent faktisk læser det – og at jeg ved, de har læst det. For det er jo med bøger, som det er med så mange andre ting; det hele handler om ens smag. Og så er det jo med at tage det sure med det søde, som det så populært hedder; nogle kan lide det, du skriver, andre kan ikke. Men uh, hvor er det svært at sende ens hjertebarn ud i verden, og så risikere, at der er nogle, der ikke bryder sig om det. Kan jo ligeså godt sige, mine børn er grimme. Sviner! (altså the haters, ikke mine børn – mine børn er jo de smukkeste ever).

For et par dage siden, sagde vores kontorelev til mig, at jeg havde fået en fan. Jeg fattede ikke en meter, indtil hun forklarede, at hun havde læst de to første kapitler på Issuu. Og jeg døde ikke. Hvor vildt alligevel, at jeg overlevede. Jo, bevares, jeg måtte joke lidt af det som en del af forsvarsmekanismen, der holder mig kørende, men det var nu alligevel rart at få at vide.

Så indtil videre holder jeg mig ovenvande. Har ikke slugt nogle bølgeskvulp endnu, og er derfor, i skrivende stund, endnu i live. Jeg fortsætter derudaf.

Vil du hjælpe mig med at udgive en bog?

Vil du hjælpe mig med at udgive en bog?

Jeg har ikke tålmodighed til forlag, der skal bruge flere måneder på at bedømme ens manuskript – hvori man så helst ikke skal sende det til andre forlag – for så at få et afslag. Godt nok med konstruktiv kritik, som jeg da helt bestemt kan bruge til noget, men så videre til næste forlag og vente tre måneder mere?

Nej tak, du!

Nu tager jeg sagen i egen hånd. Og jeg vil ikke bare selvudgive, jeg vil gøre det ordentligt. Men sådan noget koster jo som bekendt penge. Derfor springer jeg ud i et projekt med crowdfunding. Forhåbentligt. Oversættelse: PLEASE, GIV MIG PENGE! Du får totalt noget for det. Læs roligt mere her. Og hvis det nu skulle gå så galt, at jeg ikke når mit mål, ja, så får du dine penge tilbage.

Bogen er “Pigen fra Månehøjen”, som egentlig blev udgivet på engelsk som “The Witch of Luna Hill” og “The Witch’s Storm” (skrevet under pseudonymet Neel Kay), da jeg eksperimenterede lidt med Amazon. Jeg har dog besluttet at holde mig til det danske sprog, hvilket er grunden til, at jeg har pillet de to engelske titler ned fra Amazon og Smashwords. De er nu i færd med at blive oversat, i den grad redigeret og samlet i én bog, så selvom du har læst de to engelske udgaver, skal du altså ikke regne med, at det er det samme.

Og så kommer der på et tidspunkt en 2’er. Men altså, 1’eren først nu jo. Sådan er det jo så populært med kronologi.