Sladrehanken

28. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Jeg siger det ikke til ham, tænkte jeg hele vejen hjem fra Haderslev. Man kunne alligevel ikke se på bilen, at jeg var kommet til at bakke ind i et træ ved rådhuset. Et lille bitte træ, vel at mærke, sådan et meget tyndt et. Det står endnu. Og der er altså ingen skrammer eller buler på bagsmækken. Intet overhovedet at se!

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile overdrevent meget, da jeg kom hjem. Og R så lidt træt ud, sikkert med tanke på alle de penge, jeg (måske) havde brugt, eller evt. fordi jeg nåede til saftige sexscener i Noras historie her tidligere på ugen, hvilket gik lidt ud over ham, og han frygtede for, hvad han nu skulle udsættes for. (*ahem*)

Og så sagde jeg det alligevel, fordi jeg ikke kunne holde min kæft. Så lad være med at fortælle mig nogen hemmeligheder, for jeg kan tilsyneladende ikke engang holde på en fra mig selv.

Svanesøen – not

27. marts 2015 | 5 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Om en lille måned, har min søster og jeg aftalt at mødes i København. Vi ses ikke så tit, med mig i Sønderjylland hos ulvene og hende oppe i Norge ved troldene. Så vi skal mødes i hovedstaden, bo på hotel, dase og hygge og opleve ting og sager. Min søster har arrangeret hotellet. Jeg skal finde på nogen underholdning om aftenen den 18. april. Men der sker ikke en skid? Jeg har Googlet og Googlet, men nada. Jo, Svanesøen i Operaen, og det ville jeg egentlig gerne, for jeg elsker musikken til Svanesøen (uh, kuldegys). Men kunne godt fornemme på søster nordenvind, at det ikke lige var det, hun gad bruge en lørdag aften på.

Så jeg ved ikke, hvad vi skal. Hvad sker der sådan en lørdag aften midt i april i København? Kom, fortæl. Noget.

Nye karrieremuligheder

24. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

En re-wilder (hed det vist nok – altså sådan nogle, der sørger for, at vi får gjort vores alt for groomede jordklode lidt vild igen) og sådan nogle, der lærer os, hvordan vi skal være offline. Det er jobs i fremtiden, sagde den fremtidsforsker, som jeg var til et oplæg med i dag. Det synes jeg er syret, men sjovt nok kan jeg godt se det for mig.

Kuldegys

21. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Jeg var til fødselsdag i går. En kollega blev 50. Snakken gik omkring bordet, emner lige fra tv-serier, bilulykker hvor folk havde fået kappet hovedet af, til 50 Shades, til demens. Min sidemand fortalte om sin demente mor, der havde fortalt, at datteren havde været på besøg, da hun ikke havde været det. “Jo, du sad lige der, men du havde godt nok lidt døde øjne og sagde ikke noget.”

Dét fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen!!

Har på fornemmelsen, jeg er blevet kaldt en møgkælling i dag

18. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Det havde noget at gøre med en traktor, en overhaling og en modkørende cykelrytter, der lige cyklede lidt hurtigere, end jeg sådan lige regnede med. Men altså, jeg nåede at bremse, jeg nåede at trække lidt ind, ingen kom til skade, cyklen kom forbi uden at vælte i grøften – så ved da virkelig ikke, hvad han peb over.

Jeg er i det hele taget lidt uheldig med cykler i øjeblikket. Jeg tror ikke transportplaneterne står i mit horoskop i denne uge. I går måtte jeg helt op på en cykelsti, fordi en brandbil skulle forbi. Og det er altså lidt svært, når man holder for rødt – hvad fanden gør man? Og når brandbiler blinker og honk’er og faretruende nærmer sig i bagspejlet, bliver man sådan lidt febrilsk og glemmer måske at tjekke, om der rent faktisk er nogen på nævnte cykelsti. Det var der så til alt held ikke, men hvis nu! Det obsesser jeg meget over i dag.

Også i går holdt jeg for en cykel i en højresving, men cyklen kørte ikke. Da jeg så kiggede bagud efter ham, stod han og stenede for vildt. Fuck det, tænkte jeg, så kører jeg sgu. Og så selvfølgelig i det øjeblik, jeg sætter foden på gaspedalen, så vågner knægten.

*suk*

Noget om Irland

17. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Hov, så gik der lige fem dage. Nå, det var der ingen, der lagde mærke til.

I dag er det Skt. Patricks Dag! Yay! Jeg har alle dage elsket alt, der var irsk og havde det mindste med Irland at gøre. Og da jeg var purung havde jeg planer om at rejse øen rundt og fandt sågar en rejsekammerat, sjovt nok fra Aabenraa, som jeg jo slet ikke boede i nærheden af dengang, og jeg anede ikke, hvor fanden det egentlig lå henne. Lars hed han. Vi kom aldrig af sted, men vi forblev pennevenner et stykke tid, indtil det ikke længere var cool at have pennevenner.

Nu er jeg så dobbelt så gammel som dengang, hvis ikke mere (desværre (eller heldigvis) er jeg ikke så god til hovedregning), og jeg har stadig ikke været i Irland udover i bøger og på film. Noras historie i projektet foregår faktisk delvist i Irland. Tilfældigvis sker der noget meget dramatisk lige netop i dag på Skt. Patricks Dag. I historien altså.

 

Noget om briller og Finland

12. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

“Kan du bare læse det uden videre?” spurgte lettere forbløffet hhx-lærer, da jeg gav mig til at læse programmet for medarbejderdagen i fredags.

Det måtte jeg jo så sige ja til, hvortil han svarede, at jeg jo også var ung endnu. Hvad han hentydede til var naturligvis mit manglende brug af briller. Men jeg har jo også falkeøje. Jeg har endda fået at vide af en optiker, at jeg er uinteressant for hans fag.  Men i morges, da jeg gik fra parkeringspladsen og over til skolen, følte jeg mig faktisk en lille smule afklædt i ansigtet – her kunne jeg godt lige have brugt et par briller. Ikke solbriller (for det ser jeg-er-blevet-banket-og-prøver-casually-at-skjule-det-med-solbriller-agtigt ud at sidde og arbejde på kontoret med solbriller på), men briller, der lige dækkede mig lidt til og beskyttede på en eller anden måde. Verstehen sie?

Dengang i mine yngre dage, kunne jeg godt tage nogle meget lavtstyrkede læsebriller på som accessories. Som fx. her i 1999 Finland, hvor den også stod på lange fløjsnederdele, alt for store jakker, havehandsker (fordi vi blev udnyttet til børnearbejde) og smøg i kæften.

Men det gør man jo ikke nu. Tager briller på som en fashion statement. Folk vil jo tro, jeg er ved at blive gammel.

WP_20150312_002

Se hvad jeg fandt, og ja, det hedder jeg til mellemnavn

11. marts 2015 | 5 kommentarer | Kommentér dette indlæg
WP_20150311_002

Lea og Jonas. Kan faktisk ikke huske, hvad jeg kaldte de andre piger der.

 

Lea stoppede ikke, men trådte til. Hun smilede svagt for sig selv og løftede en arm som hilsen. Hun kørte ud af centrum og væk fra de høje etagebyggerier, ud hvor først de store villaer dukkede op, og derefter de mindre jo længere væk fra centrum, hun cyklede. Hun drejede ned ad en vej med rækkehuse og rene fortove.

Hun stoppede foran sine forældres hus og lod en hånd glide den over den hvide Nissan, der spærrede for carporten. Hun så til sin fornøjelse, at hendes søster havde glemt bilnøglen i tændingen. Lea rakte hånden ind i bilen og tog den.

Inde ved siden af blev der slået græs med en gammel håndtrukken græsslåmaskine, og i den næste have blærede naboen sig med sin nyerhvervede motorsav, mens hans kone prøvede at overdøve larmen med radioens volumenknap.

Herude i forstæderne var der et hul i cellofanet. Solen var begyndt at bage, og heden fik dråber af sved til at trille ned over Leas ansigt. Hun lod sin cykel hvile op ad hækken og låste den. Godt nok havde nabolaget ry for at være stille og roligt, men Lea stolede ikke på nogen, især ikke når det gjaldt hendes elskede cykel. 

Det har faktisk lige været International kvinderettighedsdag eller hvad det nu hedder

10. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

“Det må man altså ikke,” sagde lille pige, da jeg var på vej ind i børneren for at hente H.

Hun pegede på mig, så meget fortørnet ud og hendes far, der lige havde hentet hende, smilede lidt forlegen.

Jeg fattede ikke en meter. Hørte bare hun sagde noget med en dreng, men mest fordi hendes far gentog det. Så jeg tænkte, at det nok alligevel ikke havde noget med mig at gøre.

Men jeg passerede dem og pigen vendte sig om mod mig og sagde, “Det må man altså ikke. Det er kun til drenge.” Og hendes harmdirrende blik var rettet mod min bluse.

Og så faldt den berømte femøre. Hun hentydede til min Superman T-shirt. Hvis jeg havde fattet det fem sekunder tidligere, ville jeg have fortalt hende, at piger kan blive lige det, de vil være og klæde sig som de har lyst til. Inklusive Superman.

Det er ligemeget…

8. marts 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Zoe fik en 2-stjerners rating i går af en læser. Og jeg er faktisk lidt ligeglad. Det er fint. Ikke alle kan lide det, jeg skriver. Sådan er det. Ikke alle kan lide det, jeg læser og som jeg elsker. Ikke alle kan lide de film, jeg kan lide. Eller den musik, jeg lytter til. Om omvendt. Så det er fint. Smag er individuelt, og det gider jeg ikke brug tid på at tænke en helt masse over. Højest et indlægs tid… som det her jo er…