Hvorfor ser du så træt ud?

15. april 2016 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Spørger min indre kritiker.

Synes jeg da heller ikke, jeg gør. Men okay, jeg føler mig ret træt. Sådan temmelig udkørt i det. Men har også været meget oppe at køre i det dybt (?) bekymrede felt, og nu er der kommet en form for forløsning, og nu kunne jeg bare godt sove. Længe. Hele weekenden, hvis jeg kunne komme til det. Det kan jeg nok ikke.

Vi er nemlig kommet et skridt videre med Kasper. René har rykket og ringet og hele tiden haft kontakt med alle nøglepersonerne i kommunen (gudskelov at han kender dem alle via jobbet), så alle de rette papirer kom til de rette møder til rette tid. Kasper kan nu starte på specialskolen inde i Haderslev i afdelingen for børn med autismespektrumforstyrrelser her til maj.

Men det har sgu trukket tænder ud de sidste par uger, det skal ikke være nogen hemmelighed. Men vi har fået det til at fungere, ikke mindst takket være nogle gode og forstående chefer, mulighed for mig at arbejde hjemmefra engang imellem, tabt arbejdsfortjeneste til René og indimellem en bedsteforælder. Vi har dog holdt lidt igen med Renés mor, fordi vi syntes, Kasper var temmelig grov i det, og det ville vi ikke udsætte hende for, og han er jo vores ansvar. De sidste par dage har der dog været bedring i udsigt.

Vi har også haft besøg af en specialpædagogisk konsulent, der fortalte os, at vi skulle se på det, som var Kasper gået ned med stress. Han har været overbelastet for længe, og derfor er hans autisthjerne nu enormt stresset, og hans måde at reagere på, er med vrede, og den mindste smule modgang kan få ham helt op i det røde felt. Vi har så lært at ignorere det, og de sidste to dage har han mest været sådan helt tilforladelig og slet ikke truet med at stikke af hjemmefra. Woohoo, succes!

Desværre tror jeg, han er begyndt at kede sig lidt herhjemme, og mener derfor, at vi skal alle mulige steder hen i weekenden – steder der koster kassen. Ruinerer os kraftedeme den diagnose.

Men forhåbentlig bliver han glad for sin nye skole. Venter spændt på den 2. maj.

I ship you!

6. april 2016 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Fandt American Horror Story på Netflix for et par uger siden. Muter tv’et hver gang intro’en går igang – kan simpelthen ikke holde lyden ud. Men jeg er faldet SÅ meget for Tate og Violet – shipper dem for vildt, som de unge siger nu til dags. Og hvad så om han har psykopatiske issues og hun skærer i sig selv? Sammen er de bare … beautiful.
tate
Men så sluttede 1. sæson, og i 2. sæson er de nogle helt andre. Det er bare ikke i orden. Jamen, for fanden, det ender jo med at jeg bliver nødt til at skrive fanfiction.

Så blev man mor til et barn med autisme

19. marts 2016 | 3 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Fik diagnosen i tirsdag. Lykkedes mig at lade være med at tude. På en eller anden måde er jeg lettet. Han er altså ikke bare dårligt opdraget. Jamen, altså, andre forældre kan være så fordømmende. Det lykkedes mig at lade være med at tude hele ugen. Men fredag var jeg absolut udmattet. Og så ufattelig glad for min chef, der ved mus-samtalen mente, det var helt indlysende, at jeg kunne få mere fleksibilitet i mit arbejde og arbejde hjemmefra, når det hele brændte på. Kunne have kysset hende . Har stadig lyst til at kysse hende.

Jeg tror, Kasper har kæmpet med at passe ind i folkeskolen, indtil den dag i maj sidste år, hvor han vendte på en tallerken. Siden da er det bare gået ned ad bakke for ham. Stak af fra skolen. Klippede lærernes ting i stykker. Meldte sig ud af undervisningen. Stod og sparkede til døren. Bad gymnastiklæreren holde sin kæft. Men det var mest det med at stikke af. Tog bussen til Haderslev. Da vi så tog buskortet fra ham, tog han cyklen og drog afsted på befærdet landevej. Da cyklen blev låst og nøglen gemt, tog han flugten på gåben. Et utal af gange måtte vi køre rundt og lede efter ham, altid med en forestilling om, at han lå dødeligt såret i en grøftekant et sted.

En kort periode stoppede han med at stikke af, han fik lidt lov til at forlade klassen og spille spil på gangen, når han havde brug for det. Så fik han en ny klasselærer, som til at starte med virkede ok. Så oplevede jeg hende in action en dag. Og endnu en dag, og blev temmelig chokeret over den nedladende tone, den måde, man næsten kunne høre hende rulle med øjnene, hvis et af børnene svarede forkert. Vi fortalte det til skolelederen, da Kasper begyndte at nægte at gå i skole. Andre forældre tog kontakt til skolelederen, da deres (såkaldte normale) børn, også udtrykte frygt for at deltage i hendes timer. Nu er der indkaldt til fyraftensmøde med læreren og skolelederen. Jeg regner ikke med, vi deltager, for Kasper skal ikke gå i folkeskolen mere, så kan ikke se pointen.

Vi vil have Kasper i en specialskole, hvor timerne ikke varer fem kvarter. Hvor undervisningen tilpasser sig ham den runde, der ikke kan presses ind i folkeskolens firkantede kasser. Men jeg har også læst skrækhistorie efter skrækhistorie om kampe med kommunen, så jeg er forberedt på kamp, og de skal fandeme få det, hvis de foreslår nogen som helst anden løsning end skoleskifte.

Kasper har fået diagnosen infantil autisme. Det han har minder om Aspergers, men fordi han haft kæmpet lidt med sproget før han fyldte tre og stadig gør det lidt, får han den infantile autisme. Han er normalt begavet, helt alderssvarende. Men han kan max koncentrere sig 20 minutter af gangen. Så kan jeg egentlig godt forstå, at han ikke magter folkeskolen længere. Han må være absolut udmattet.

Gudskelov har vi påskeferie nu og har mulighed for at samle vores kræfter lidt igen.

 

2016

2. januar 2016 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Nytårsforsætter.

Nytårsforsætter?

Nyt. Års. For. Sætter?

Jo, altså.

1. Rydde op i det bagerste skab og smide gammelt lort væk.

2. Blive litterær succes.

Sådan der.

Der må da være en eller anden håndbog?

16. december 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

“Hvordan boller man?” spurgte min 6-årige i dag.

Hvorfor har ingen forberedt mig på sådanne spørgsmål? Burde være et eller andet kursus eller en håndbog eller noget, der fortæller en, hvordan man tackler sådanne spørgsmål fra sine alt for unge børn.

“Det skal du slet ikke bekymre dig om i din alder,” sagde jeg.

“Jeg ved det godt,” sagde 9-årige og rejste sig op og vrikkede med underlivet.

Så nu er de blevet forsynet med kyskhedsbælter, er blevet spærret inde i høje tårn, og en drage vogter over deres dyd. Måske bliver de lukket ud på deres 18-års fødselsdag. Måske.

Der Geist

28. november 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Da jeg var i Hamborg med jobbet for et par uger siden, stod der bl.a. musical på programmet. Jeg har aldrig været meget for musicals, selvom jeg af en eller anden årsag har set 4 forskellige produktioner af Les Mis.

I Hamborg, og kun i Hamborg, kunne man se Phantom 2 – Liebe stirbt nie. Jeg har ikke set 1’eren. Har ikke engang set filmen, men havde da sådan nogenlunde en idé, hvad den handlede om, for havde jo hørt musikken.

LSN_HAM_Logo_quer_ab_40x30_c3300522a1O-676x507

Men altså, nu var den her produktion jo på tysk…! Og selvom jeg er nogenlunde til tysk, hvis der snakkes langsomt og tydeligt, så er det ikke sådan det foregår i en musical. Og derudover havde vi været ude at spise forinden med rødvin ad libitum, så da jeg satte mig ned i teaterstolen, var jeg godt og grundigt rødvinstræt, fattede ikke en meter og tænkte ved al den spektakulære scenekunst “GAB!”.

Det gik så lidt bedre efter pausen. Jeg fik lidt baggrundshistorie fra min sidemand og vågnede lidt op igen. Men så kom de. Klichéerne. Hende den misundelige. Ham, der i virkeligheden var far til Christines søn (No, really?). Og så et vådeskud, der selvfølgelig *SPOILER* dræbte hende, for hvis det ikke kan være hamrende melodramatisk, hvad er så pointen med det hele?

Min sidemand hulkede lidt. Andre havde også lidt våde øjne, da vi kom ud i foyeren. Og jeg var irriteret. Vil fandeme have en happy ending og ikke det der pis. Nå, men det er min anmeldelse. Hvis du er til melodrama, så skynd dig af sted – det kommer i overflod. Men hvis du er ligesom mig (og desuden har drukket alt for meget rødvin inden), så nup i stedet et sexshow lige ovre på den anden side af vejen.

Impulsive handlinger er roden til al ondt

23. november 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

I går besluttede jeg mig for at tage den her udfordring:

371903077

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag overvejer jeg selvmord, fordi smerten er ulidelig.

“Skal du så spise 31 squash?” spurgte René, da jeg fortalte ham om det. Sommetider føler jeg, han ikke rigtig hører efter, hvad jeg siger.

JUL!!

21. november 2015 | 0 kommentarer | Kommentér dette indlæg

I går var jeg sådan helt: “Ej, altszå, er bare overhovedet slet ikke noget nær det mindste klar til det der jul.”

I dag vandrede jeg så ind i Søstrene Grene, og gik amok i julepynt.

Så nu er vores hus det første på vænget til at have julelys oppe.

Hm..?!!

#fuckmylife

8. november 2015 | 1 kommentar | Kommentér dette indlæg

Kender I det, man har brug for en gevaldig succesoplevelse?

Mm, de lader vente på sig, gør de ikke? Røvhuller.

I mellemtiden så kig lige lidt på Mark Wilson (ham på bassen) i den her musikvideo. Makes the pain slightly more bearable.

Hvad hvis man blev hjemmegående?

2. november 2015 | 2 kommentarer | Kommentér dette indlæg

Ja, hvad hvis man gjorde? Kunne vi leve af kun en indkomst? Hvad ville vi kunne spare på og undvære? Ville vi blive nødt til at dyrke vores egne grønsager og få et hønsehus? Og det der med nyt tøj, bliver det noget, vi har haft, som Søs og Kirsten engang sagde? Jeg er så træt og ulykkelig på Juniors vegne. Junior, der i den grad mistrives i skolen, og som nu er i gennem møllen med PPR, der vist nok sender den videre til børnepsykiatrisk, for der er nok noget med en diagnose. Jeg forestiller mig et langt forløb forude og medicinering – sådan noget, som man fra tid til anden hører om i nyhederne og i dokumentarer på DR er noget værre lort i længden.

Og ja, han har sine ture, han kan være påståelig, rigid og direkte øretæveindbydende – men det er oftest i forbindelse med skolen, der hvor det er meningen, han skal lære. Det gør han bare ikke. Han keder sig, han gider den ikke og den ødelægger hans selvtillid. Men lige så umoden, han er på visse punkter, ligeså kvik er han på andre. Han styrer i matematik. Han elsker billedkunst (hvis det da bare ikke var i forbindelse med skolen). Han læser ganske fremragende, men går totalt kold i al den repetition, der er i danskfaget. Hjemme nørder han i emner: solsystemet, hajer, danske byer, alverdens flag, Minecraft. Og han er begejstret og fortæller en masse, når han bare sådan kan nørde i det, der interesserer ham. Men det får man ikke lov til i Folkeskolen. Der er der jo et pensum, som hans klasselærer pointerede det en dag (ja, hun kan også være temmelig rigid i det).

I min indstilling til PPR, skrev jeg til slut, at jeg ikke troede på, at Folkeskolen var det rette for Junior. Det tror jeg stadigvæk ikke. Indimellem er der opture. Indimellem går det godt. Efterhånden er det dog ikke ret ofte. Og så er det ligesom om, der glemmes, at han altså har nogle specielle behov, og så går det galt igen, og hans tillid får endnu et knæk. Jeg har undersøgt mulighederne for at hjemmeundervise. Det kan man godt. Det er bare ikke noget, der gives tilskud til. Men jeg er ved at være presset godt ud over kanten efterhånden og kan ikke rigtig se, hvordan vi ellers skulle kunne undgå at ødelægge ham fuldstændig. For Folkeskolen er firkantet og Junior har mange flere sider, som der slet ikke er plads til.

To be continued…